Gerskov kirke

Gerskov kirke er fra 1925 og ligger i Skeby sogn.

I 1200-tallet opførtes Skeby kirke nær Ørritslev i den vestlige ende af sognet. Men i begyndelsen af dette århundrede var der sket en stor befolkningstilvækst i den østlige ende af sognet, og folk i Klintebjerg og Gerskov syntes, der var for langt til Skeby kirke. En overgang var der planer om at flytte Skeby kirke sten for sten til et mere centralt beliggende sted i sognet, men efter lange forhandlinger med Kirkeministeriet blev resultatet, at Skeby kirke fik lov at ligge, hvor den lå, og i 1925 kunne Gerskov kirke indvies.

Kirkens alterbillede, der hedder “Påskemorgen”, er malet af Ellen Hofman Bang fra den nordfynske herregård, Hofmansgave. Udkast til alterbilledet kan ses i Hofmansgaves lille museum.

Tæppet foran alteret og alterdugen er fremstillet af lokale. Tæppet er således fremstillet af Niels Peter Hansen, Rena Jørgensen, Marie Olsen, Lydia Rasmussen, Anna Sørensen og Caroline Sørensen. Alterdugen er fremstillet af Agnes Andersen.

På tæppet foran alteret og på prædikestolen ses bogstaverne “IHS”, der står for forbogstaverne i det latinske “Iesus Hominem Salvator” (Jesus menneskenes frelser).

Kirkeskibet “Margrethe”, opkaldt efter vores nuværende dronning Margrethe, er købt for penge, der er indsamlet i Skeby sogn. Skibet, som er en 3-mastet fuldrigger, blev ophængt i kirken den 17.september 1944. “Margrethe” er højst sandsynligt en model af den engelske clipper “Thermopylae”, bygget under skibsbygmester Gorm Clausen, Marstal. I Æreskøbing kirke hænger kirkeskibet “Thermopylæ”, som er identisk med “Margrethe”, og som ligeledes er udført af Gorm Clausen.

Krucifikset er udført af Kristen Østerby i moseeg og marmor. Krucifikset blev ophængt i forbindelse med kirkens 75 års jubilæum den 10.december 2000.

Mange af landets kirkegårde er omkranset af et stendige, men ved Gerskov kirke er der en hæk omkring kirkegården.

I dag har Skeby sogn med Skeby og Gerskov kirker præst fælles med Østrup sogn. Hver anden søn – og helligdag fejres gudstjeneste i Gerskov kirke.

Nyere fotos: Grethe Hansen

Søgning på Gerskov kirke i Historisk Atlas giver følgende resultat