Borgmester for Otterup Kommune Carl Peder Hovendal indbød den 11. december 1978 nogle personer til et møde på Otterup Hotel med dagsorden: ”At stifte en lokalhistorisk forening”.
Ved mødet blev foreningen stiftet med følgende bestyrelse:
Formand og leder af arkivet Margit Egdal, næstformand Børge Jeppesen, kasserer Åge Jensen og øvrige bestyrelsesmedlemmer Johannes Erbs, Laurits Rasmussen, Else Jensen, Else Marie Rasmussen og Hans Johansen samt repræsentant for Otterup museum Poul Gøtke Hansen.
I starten var foreningen hjemløs, så arkivalierne blev opmagasineret på Otterup Rådhus. Bestyrelsesmøder blev afholdt på daværende bibliotek i Jernbanegade.
I januar 1987 får foreningen selvstændige vedtægter.
Den 1. december 1988 (da Foreningen har 10 års jubilæum) indvies Otterup nye bibliotek og Foreningen får et lokale stillet til rådighed.
I 1998 stopper arkivleder Margit Egdal som foreningens formand, og Inge Lise Nielsen vælges som ny formand. Den 1. oktober 2003 opsiger Margit Egdal sin stilling som arkivleder.
På den årlige generalforsamling hvor over 100 medlemmer deltog den 23. februar 2009 blev Lokalhistorisk Arkiv stiftet med henblik på at overtage driften af arkivet på biblioteket. Efter planen skulle det ske pr. 1. januar 2010.
Arkivet var indtil da blevet drevet i kommunalt regi. Det ville kommunen ikke fortsætte.
Det var et krav fra Sammenslutningen af Landsarkiver (SLA), at det skulle være en selvstændig forening, der skulle drive arkivet.
I Arkivforeningens første periode blev bestyrelsen for Lokalhistorisk Forening også valgt som bestyrelse her, for at varetage overdragelsen, og sørge for opstart af den nye opgave.
Inge Lise Nielsen blev valgt som formand i begge bestyrelse.
De 2 foreninger havde hver sine vedtægter og hver sin bankkonto.
På den årlige generalforsamling den 26. februar 2026 blev Lokalhistorisk Forening og Lokalhistorisk Arkiv sammenlagt, der blev valgt kun 1 bestyrelse, og der blev vedtaget nye vedtægter. Beslutningen om sammenlægningen blev næsten enstemmig vedtaget.
Efter mere end 25 år stopper Inge Lise Nielsen som bestyrelsesformand.