Abelone fortalte mig i slutningen af 1924 at hospitalet nu skal rives ned. Det havde hun læst i i Fyns Tidende. Sognerådet vil nedlægge mit hjem, gennem flere år. Mit elskede hjem. Jeg nyder at være her sammen med Abelone, som er en fantastisk kogekone. Det er skammeligt synes flere mennesker i Otterup by. Sognerådet skal få besked skal de, hvis ikke de fastholder byens hospital, som har ligget her i mere end 200 år.
Det er også dejligt, at kirken ligger lige ved siden af. Det giver tryghed, og hver søndag sker der en masse om formiddagen. Da jeg var barn, vidste jeg ikke, at Hospitalet herinde i byen eksisterede. Jeg levede mit liv i Egehoved, på Vigelsø og Ørritslev skov. Jeg gik ikke i den lokale landsbyskole i Østrup. Min far sagde, at det ikke var så vigtigt, det med at læse og skrive. Det var vigtigere at hjælpe til hjemme på gården.
Jeg blev senere gift med Peder Christian Pedersen i Østrup kirke. Sikket et bryllup. Gud, hvor jeg savner Peder. Vi levede et liv sammen først på Vigelsø, og siden i Ørritslev Skov ude på landet, hvor der kom en mulighed for at købe et husmandssted. Pengene var små, så Peder måtte også finde arbejde ved siden af vores gård.
Peder var karl i landbruget, på Vigelsø fik vi lov til bo på en gård sammen med andre. Peder sled og slæbte dag efter dag. Det samme gjorde jeg hjemme. Nogle gange tog jeg helt ind til Otterup. Byen voksede langsomt. Især efter at toget til Odense var kommet til i 1882. Der var nu lidt over 900 indbyggere i Otterup. Byen var vokset sammen med Hjortslev. Det oplevede Peder ikke, da han døde alt for tidligt efter et hårdt og møjsommeligt liv.
Vores største glæde sammen var vores datter, Birte Margrete Pedersen som vi fik i 1873. Desværre døde hun allerede som 27-årige i 1900, hvilket er min største sorg.
Til sidst kunne jeg ikke klare gården mere, så jeg søgte om at komme på hospitalet inde i Otterup.
Dagligdagen på hospitalet gik jævnt, og dagligdagen var præget af rutiner sammen med Abelone, som var den sidst ankommet i 1924. En gang imellem kom der besøg til mig. Nogle af de lokale drenge kom af og til forbi. Så læste de avisen for mig, også denne dag i 1924. De sagde, at de godt kunne lide at besøge mig, forbi jeg var så rar. Engang spurgte de mig om hvor Sjælland lå. Jeg svarede: ”Ligger Sjælland ikke i nærheden af København?”.
Flere lørdage skabte jeg nu selv liv på Hospitalet. Når der var nemlig bryllup i kirken. Så arrangerede jeg globryllup, hvor mine ”gæster” kiggede ud ad vinduerne fra Hospitalet. Bagefter drak vi en kop kaffe sammen, og snakkede om bryllupsparret og gæsterne. Det var altid hyggeligt. Også tjente jeg en lille skilling.
Elisabeth døde i 9.juni 1925, og blev som mange andre af hospitalets beboere begravet på Kirkegården i Otterup. Elisabeth oplevede ikke at hospitalet blev nedlagt. Elisabeth blev 89 år.